DIY – Dekorativ lampe med 5 pærer

materialer til diy-lampe

lampe før og efter

I weekenden startede vi et lille projekt. Vi har i længe været trætte af den lampe, der hang i vores gang/køkken, men vi har simpelthen ikke kunne finde en anden, som vi kunne lide. Derfor besluttede vi at lave en ny selv. Vi har lavet en lille guide, så du også kan gå i gang, hvis du skulle få lyst 🙂

materialer til diy-lampe

Du skal bruge:

  • 1 rundstok (vores er 35 mm i diameter og 240 cm lang)
  • 1 spand maling i valgfri farve (vi har brugt farven Havbris fra Jotun)
  • Grunder
  • 2 kroge
  • Snor
  • 10 meter ledning
  • 5 fatninger
  • 5 elpærer
  • 1 samlemuffe og 1 skjuler (eller 1 baldakin med 5 huller)
  • 1 portion teknisk snilde (her havde jeg Simon og vores dygtige ven, Kenneth) og diverse værktøj

Vi købte alle materialerne i fredags i Bauhaus. Vi fandt nogle rigtig fine LED-pærer til kun 33 kr. pr. stk, så det var jo super. Det var knap så super, da vi fredag aften pakkede én af pærerne op og satte i vores en af vores lamper. Pæren lyste (meget) gult. Møg, så måtte vi ellers tilbage til Bauhaus lørdag for at få dem byttet til 5 hvidtlysende pærer 😉

Til at starte med havde vi egentlig snakket om, at lampen skulle være ca. 1,5 meter lang. Men da vi havde fået rundstokken ind ad døren blev vi enige om, at den egentlig havde en fin længde (selvom den næsten var en hel meter længere, end vi havde snakket om). Simon startede ud med at runde enderne med en kniv, hvorefter jeg gav den en omgang grunder. Derefter malede vi den to gange i en helt fantastisk blå farve, som jeg kun bliver mere begejstret for hver gang, jeg går forbi lampen! Da malingen var tør, hængte vi rundstokken op i loftet med to kroge og to stykker hørsnor.

simon maler lampe

Inden vi gik i gang med lampen, havde vi forsøgt at finde frem til, hvordan man får flere ledninger ud af samme udtag. Vi nåede frem til, at den nemmeste måde var at købe en baldakin med 5 huller. Vi ledte i mange butikker i Aarhus, men ingen havde dem.. Men vi ville jo heller ikke lade projektet gå i stå for at få den hjem fra nettet. Derfor fandt vi på en anden løsning. Vi endte faktisk med at købe en samlemuffe og en rosette til brug på badeværelset. Vi malede rosetten sort og alle ledningerne fik lov at komme ud af det samme hul. Vi samlede alle ledningerne i samlemuffen, som blev lagt i rosetten. Simon skar en cirkel i træ, som vi limede ned i rosetten, så den kunne bores op i loftet. En masse kreative løsninger, men sikke et bøvl 😉 Nu skal den i hvert fald ikke ned foreløbig!

diy lampe detalje

diy lampe med 5 pærer

diy lampe tæt på

Vi er blevet rigtig glade for lampen og er begyndt at kalde den “solen”, fordi den lyser helt vildt meget (i hvert fald i forhold til, hvor mørkt køkkenet/gangen var før). Hurra for solen!

//Rikke

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *